Hvem er jeg?

Mit navn er Mads og jeg er uddannet ergoterapeut og har gennem årene opbygget en dyb viden om nervesystemet – både gennem min faglige baggrund og min egen personlige rejse.

Min historie begynder i 2019, efter en større operation. Kort tid efter begyndte jeg at opleve stress og angst på en måde, jeg aldrig havde kendt før. Jeg var i panik og søgte hjælp overalt – hos behandlere, terapeuter og alternative retninger. Jeg brugte hundredtusindvis af kroner på at finde svar, men uden varig lindring.

Jeg gennemførte min uddannelse som ergoterapeut og begyndte at arbejde, men i 2023 blev alt vendt på hovedet. En dag blev jeg pludselig svimmel, som om jeg gik på en trampolin, og jeg troede, jeg skulle besvime. Jeg forsøgte at kæmpe mig tilbage på arbejde, men måtte til sidst sygemelde mig.

Herefter startede det, jeg i dag kalder mit helvede.
Svimmelheden tog til, mit blodtryk steg, og jeg blev ramt af en to måneder lang migræne, der gjorde mig ekstremt følsom over for lys og lyd. Jeg gik til læge, kiropraktor, psykolog og neurolog – jeg fik endda scannet mit hoved. Alt så normalt ud. Ingen kunne forklare, hvad der skete med mig.

Jeg var bange. Jeg troede ærligt, at det her ville tage livet af mig.

Men jeg havde én ressource tilbage – min åbenhed over for det alternative.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg læste om begrebet total overgivelse. Jeg besluttede at prøve. Jeg lagde mig på sofaen og gav slip på kampen – og til min store overraskelse blev det en rolig og behagelig oplevelse. Jeg faldt i søvn. Det blev mit første lille gennembrud.

Jeg begyndte langsomt at acceptere det, der var.
Jeg deltog i sociale arrangementer, selv når alt i mig skreg nej. Jeg begyndte at vinterbade – først som et forsøg, men snart som en daglig rutine, der bragte mig glæde midt i alt det svære.

Under min sygemelding mødte jeg en mind-body-behandler, som åbnede mine øjne for, hvordan undertrykte følelser kan stresse nervesystemet. Det blev et vendepunkt.

Selvom jeg blev fyret og stadig havde symptomer, begyndte jeg at arbejde som handicaphjælper. Tvivlen fulgte mig stadig – ville jeg nogensinde blive mig selv igen? Jeg prøvede alt: kostændringer, tilskud, nye behandlere. Intet hjalp rigtigt.

Da jeg senere fik et nyt fuldtidsjob som ergoterapeut, blev jeg bange. Frygten for at blive syg igen pressede mig, og symptomerne vendte tilbage. Men denne gang gjorde jeg noget andet. Jeg accepterede, så godt jeg kunne. Jeg holdt op med at kæmpe imod.

Symptomerne ændrede sig over tid – svimmelhed, smerter, spændinger – men lidt efter lidt lærte jeg at lytte.

Jeg begyndte at sidde med det, jeg mærkede. Ikke analysere, ikke fikse – bare være. Og her skete forandringen.

I dag lever jeg stadig med enkelte symptomer indimellem, men jeg ser dem ikke længere som et problem. De er kroppens sprog – små signaler, der guider mig.

Det er den indsigt, jeg bygger mit arbejde på i dag.
At healing ikke handler om at kæmpe sig rask, men om at skabe tryghed i kroppen, så den selv kan finde tilbage til ro.